Trustpilot
  • Fri fragt over 399,-
  • Hurtig levering 1-2 hverdage
  • kompetent rådgivning

Guide til køb af ny støvsuger

Når du skal have en ny støvsuger, er der i dag flere muligheder end nogensinde før. Det kan godt være temmelig uoverskueligt at finde den rigtige til dig og det kan også være et problem (dyrt) for dig at ende med at vælge forkert. Der er mange ting at tage højde for og her er nogle af de vigstigste facts du bør have overvejet:

  • Skal min nye støvsuger være med ledning eller til opladning?
  • Er der allergiproblemer der skal tages højde for?
  • Hvor lang en ledning behøver jeg?
  • Skal den være med pose eller skal den være poseløs?
  • Har jeg et almindeligt behov for støvsugning eller har jeg et stort behov f. eks. i forhold til dyrehår?
  • Har jeg en lille bolig, almindelig størrelse bolig eller en stor bolig?
  • Betyder støjen noget for mig?
  • Kan jeg nemt købe flere poser til den støvsuger jeg vælger?
  • Kan den opbevares der hvor jeg gerne vil have det (den fysiske størrelse)
  • Er det tilstrækkeligt med en robotstøvsuger, hvis jeg gerne vil have såden en?

Vælg det som betyder mest for dig og hvis det er for uoverskueligt, så tag kontakt til en fagmand som kan give dig de rigtige råd.

Jeg kunne godt tænke mig en støvsuger uden ledning.

Støvsugere til opladning er for alvor blevet almindelige og flere modeller kan støvsuger lige så godt som en støvsuger med ledning. De gode opladelige støvsugere koster ofte også mere end en støvsuger med ledning og vil som hovedregel have en kortere levetid. Den kortere levetid er først og fremmest på grund af batteriet. Det slides hver gang man lader og det er følsomt for fejlbehandling. Ved korrekt behandling kan man med lidt held opnå en batterilevetid på de bedste modeller på op til 6-8 år. De fleste batterier i dag er af typen Lithium Ion. Det værste du kan gøre ved et sådant batteri er, at undlade at oplade det inden støvsugeren stilles væk for en længere periode. Er støvsugeren med integreret batteri skal du ikke regne med at det kan udskiftes. Er den med aftageligt batteri skal du ikke regne med at kunne købe et nyt efter 3-4 år.

De grundlæggende 2 forskellige typer af  støvsugere uden ledning.

Der findes 2 typer af ledningsfri støvsugere. Den opretstående model som f. eks Nilfisk Easy hvor det meste af støvsugerens vægt hviler på mundstykket og den håndbårne hvor du bærer støvsugerens vægt i hånden som f. eks Cecotec Rockstar. Mange, nok især ældre kunder eller kunder med belastningsskader, har fortrudt købet af den håndbårne model, da de synes den er for tung at gå med. Som udgangspunkt er vægten man går med i hånden omkring 2,5 kg på disse modeller. Til gengæld har den håndbårne model flere anvendelsesmulighed da den som regel i højere grad kan forsynes med forskellige mundstykker, ligesom en traditionel støvsuger.

En ledningsfri støvsuger er altid uden pose, hvilket bør indgå i overvejelserne hos allergikere. Her vil en traditionel støvsuger med pose altid være at foretrække fordi støvet her bliver opsamlet i en lukket filterpose og fordi du her kan få en støvsuger med et klassificeret udblæsningsfilter (op til Hepa 14). Fordi en ledningsfri støvsuger er uden opsamlingspose er der filtre som skal rengøres efter brug. Det er helt utroligt hvor hurtigt den kan miste det meste af suget med tilstoppede filtre.

 

 Håndstøvsugeren.

En håndstøvsuger er uden langt rør og bruges fortrinsvis til mindre opgaver i møblerne, på bordet, i vindueskarmen og lignende. De modeller vi har i sortimentet er alle med Lithium Ion batteri som giver en høj ydelse og lang køretid. Der er den mere traditionelle model som Nilfisk Quick og der er de meget kompakte og sugestærke modeller fra Cecotec, Rockstar Mikro 8000 og Rockstar Mikro 12000. De er også brugbare til at støvsuge i bilen, campingvognen, båden eller autocamperen. Cecotec Rockstar 12000 kan endda lades direkte fra et 12V udtag. Mange af de opretstående og håndholdte ledningsfrie støvsugere har en håndstøvsuger integreret i løsningen.

Støvsugere med ledning.

En støvsuger med ledning er stadig den mest almindelige løsning til støvsugning i hjemmet. Denne type støvsuger giver større kapacitet på både mængden af støv, den kan rumme og på sugeevnen generelt. Til gengæld skal den forbindes til stikkontakten og er tungere at bære på når den skal flyttes. Under støvsugningen skal man kun bære på slange, rør og mundstykke og her er vægten overkommelig. Her er der grundlæggende 3 typer man kan vælge imellem: Husholdningsstøvsugeren med ledningsoprul, den professionelle støvsuger med lang ledning uden oprul og den poseløse støvsuger med oprul men uden opsamlingspose.

Husholdningsstøvsugeren med pose.

Det er den støvsuger du finder i de fleste hjem. Den har ledningsoprul, så det er nemt at rydde den væk igen. Den har opsamlingspose så det er nemt at komme af med affaldet og den har som hovedregel også et allergivenligt filtersystem. Er der allergi eller andre luftvejs problemer i hjemmet bør man vælge denne type støvsuger. Du får som regel et klassificeret udblæsningsfilter, typisk Hepa13 eller Hepa14 som kun tillader en mikroskopisk del af det fine støv at komme ud i luften igen. Der medfølger mundstykker til de fleste opgaver og det er også muligt at tilkøbe andre mundstykker til mere specifikke opgaver. De nyere modeller af husholdningsstøvsugere har et noget mindre el forbrug end de havde for år tilbage hvor det ikke var ualmindeligt med et forbrug på op over 2000 watt. I dag må forbruget ifølge lovgivningen ikke overstige 900 watt. Mange tror, at watt forbruget afspejler sugeevnen men det er ikke tilfældet. En ny Nilfisk med 650 watt støvsuger lige så effektivt som en 8 år gammel model med 2000 watt.

Husholdningsstøvsugeren uden pose.

Der findes flere støvsugermodeller på markedet som ikke har opsamlingspose men en opsamlingsbeholder i stedet for. Det lyder jo umiddelbart godt men det er ikke uden problemer. Dels skal affaldet håndteres ved tømning. Det må ikke hældes direkte i affaldsbeholderen til restaffald og skal derfor hældes i en lukket pose. Når man tømmer kan det ikke undgås at der kommer støv ud i luften som ikke er sundt at indånde og slet ikke for en allergiker. For at den poseløse støvsuger ikke skal sende støv ud i luften ved støvsugning, er den forsynet med et antal filtre (afhængig af mærke og model) som skal rengøres når beholderen tømmes. Ellers mister den hurtigt sin sugeevne. Det er heller ikke en særligt hygiejnisk affære. Vi anbefaler støvsugere med pose.

Den professionelle støvsuger.

Har du et større behov for at støvsuger ofte eller har du et stort hus som måske er ekstra belastet med dyrehår eller daglig trafik af mange personer, kan det være en fornuftig løsning at vælge en professionel støvsuger. Du får stadig gode allergifiltre i mange modeller og du får først og fremmest meget større opsamlingsposer som ovenikøbet er billige i indkøb. Mange professionelle støvsugere har også en lang ledning på 10-15 meter. I tilgift er de ofte billigere at købe dele til. Een af de meste solgte modeller i hele verden er Nilfisk VP930 som har været på markedet i over 40 år med mindre ændringer undervejs. Den hed oprindeligt UZ920 så UZ930 efterfulgt af GD930 og nu altså VP930. Med sine 760 watt, 15 liter store pose, hepa 13 filter og 15 meter ledning, løser den opgaven til perfektion. Man må så undvære ledningsoprullet men med den rette teknik, er det ikke så belastende at skulle pakke den sammen.

Robotstøvsugeren.

Det er selvfølgelig tillokkende, hvis man kan få støvsuget uden selv at skulle arbejde med det og det hjælper en robotstøvsuger dig med. Her er der også stor forskel på de enkelte modeller og de findes til mange priser et sted mellem 1000 kr. og 10.000 kr. De billigste har typisk ikke meget sug og måske problemer med at navigere fornuftigt rundt i dit hjem. De bedste har et ordentligt sug, lang køretid på en opladning og et avanceret navigationssystem. Du bør gå efter modeller med et sug på minimum 1400 Pa. Hvis fabrikanten ikke opgiver sugekraften bør man nok holde sig fra den model. Den bør kunne finde hjem i ladestationen af sig selv så du kan få støvsuget hele arealet i een arbejdsgang. Det bedste navigationssystem er navigation med laser og evt. kamera. Disse modeller dækker et større areal på en given tid, da de kører i fastlagte baner og ikke i tilfældige baner som de billigere modeller. Der findes også modeller som kan moppe gulvet samtidig med støvsugningen. Et godt eksempel på den nyeste teknologi finder du i Cecotec Conga 8090 Ultra. Her får du et kraftigt sug på 10.000 Pa, lasernavigation samt kamera. indbygget vandtank til mopning og endda med skrubbefunktion. Mange nye robotstøvsugere kan betjenes via en app og ellers er der ofte en fjernbetjening med til den.

Kan jeg få hjælp til mit valg?

Hvis du har brug for hjælp til at vælge den rigtige løsning, er du altid velkommen til at kontakte vores kundeservice på tlf. 66 13 43 21 eller til at besøge os i butikken hvor vi gerne viser dig mulighederne og råder dig i forhold til dit specifikke behov.

Privatlivspolitik Cookiepolitik Vilkår og betingelser