Toyota trykfødder
Toyota symaskiner byder på høj kvalitet til en lav pris. Både symaskiner og tilbehøret dertil, er fremstillet i bedste japanske kvalitet siden 1948, og er på markedet overalt i verden. Siden 1962 har Toyota eksporteret symaskiner og –tilbehør til USA, og i 1966 fik også Europa en fast leverance af symaskiner fra Toyotas fabrikker i Japan. I Danmark kom vi også med på Toyota-bølgen, så få år efter, nærmere betegnet i 1969, kommer de første af Toyotas symaskiner til Danmark.
Toyotas originale tilbehør.
Vi fører forskelligt originalt tilbehør til symaskinerne. Også for Toyotas symaskiner gælder det, at du får det bedste sy-resultat med originalt tilbehør – og naturligvis en kvalitetssytråd, som vi desværre stadig ser nedprioriteret. Udover Toyota spoler og forlængerborde til langt de fleste af vores Toyota symaskiner, har vi også tasker til både at opbevare og transportere dem i. Sådan en taske er en stor hjælp, når du skal afsted på kursus eller til sy-komsammen med venner eller veninder. Har du ikke et syrum derhjemme, er det også dejligt nemt at pakke den heri, og derefter stille af vejen til du igen har muligheden for at sy.
Trykfod til usynlig lynlås.
Det er forskelligt hvilke og hvor mange trykfødder, der bliver leveret sammen med symaskinen. Generelt er det dog, at jo dyrere symaskine, jo flere trykfødder følger der med. Du kan dog tilkøbe ekstra trykfødder til din symaskine, som vil kunne lette dit syarbejde. Fx er den gennemsigtige trykfod til isyning af usynlige lynlåse en stor hjælp. Denne trykfod er en af de allermest solgte til nye symaskiner. Den passer til alle Toyotas maskiner med vandret spole.
Usynlige lynlåse er i dag meget brugt i både beklædning, såsom kjoler, bluser og nederdele, samt i boligtekstiler, såsom fx lukninger på pudebetræk. Trykfoden har 2 riller under sålen, som bruges til at holde ”tænderne” til side, så der kan syes tæt på, men ikke i, for derved at skabe den usynlige effekt.
Trykfod med glidebelægning.
En anden meget populær trykfod er glidebelægning. Dette materiale gør, ligesom Teflon, at trykfoden og dét der syes i, ikke klæber sig fast til hinanden. Særligt ved syning i plastmaterialer, som fx voksduge eller kunstlæder, imiteret ruskind, cykelslanger, elastisk eller blødt skind er foden særdeles anvendelig. Denne trykfod letter syarbejdet og gør det nu meget lettere at sy en ny taske, kosmetikpung eller hvad din kreativitet ellers frembringer. Også til beklædningssyning i vanskelige materialer, er denne glidefod et rigtig godt supplement til din symaskines tilbehør.
Rulletrykfod.
I samme kategori indenfor trykfødder befinder sig også rulletrykfoden. Den bruges til samme materialer som beskrevet under trykfoden med glidebelægning, og kan det samme og så alligevel noget andet. Rulletrykfoden hjælper dig og din symaskine med at fremføre stoffet eller materialet så ubesværet som muligt. Du undgår med denne trykfod, at der opstår glidemodstand, da rullen ved hjælp at dens mønstrede valse, kører ubesværet hen over materialet. Denne fod bruges når materialet er hårdt og fast. Hvis du bruger foden på blødt skind, eller andre bløde materialer, kan du risikere at der laves mærker fra rullen.