Sytråd
Shop nu
Der findes et utal af forskellige typer sytråde til brug, når du syer. Det drejer sig om sytråde til både håndsyning, til brug i symaskiner, broderisymaskiner samt i overlock- og coverlockmaskiner. Vi har et stort udvalg af forskellige typer sytråde her i webshoppen, og et endnu større udvalg i vores fysiske butik i Odense C.
Som det er gældende mange andre steder, gør også det at benytte en god kvalitet tråd, en stor forskel på både sy-glæde og det færdige resultat. Som en rettesnor kan du bruge, at hvis virksomheden har sat sit navn på sytråden, står de også inde for kvaliteten af den.
"Livet er for kort til dårlig sytråd". Dette er en sandhed som mange har måttet sande, og som vi ofte slås med på vort serviceværksted. Dårlig sytråd er årsag til rigtig mange problemer med symaskiner og overlockere. Dårlig sytråd kan, ud over en dårlig finish på sømmen, resultere i stingoverspring, tråd der knækker umotiveret under syningen eller tråd der flosser og derefter springer m.m. Desuden kan en dårlig kvalitet sytråd også give øget behov for service på symaskinen og i visse tilfælde direkte laver skade på symaskinen. Dette skyldes at dårlig sytråd afgiver mange flere små fibre under syningen, som sætter sig i spolehus og gribersystem.
Uden overdrivelse er problemer skabt af dårlig sytråd og symaskinenåle, én af de overvejende grunde til at vi får symaskiner ind til reparation. Herefter kommer forkert trådning.
Her forklarer vi lidt om de forskellige typer af sytråde, som vi forhandler.
Universalsytråd, som også tit kaldes ’almindelig sytråd’, er en type sytråd, som kan bruges til rigtig mange opgaver. Det er sytråden, der er god at ha’ i syæsken i forskellige farver, som du oftest kan få brug for. Vi har valgt Amann Saba 120, som vores førende universalsytråd. Det er en anerkendt sytråd i en god og solid kvalitet, som stort set kan bruges til det hele. Hvis du kun ønsker én slags sytråd, er denne et godt valg. Universalsytråden er god, hvis du skal lægge bukser op, gerne vil sy en ny sofapude eller måske sy en smart taske. Det er også sytråden der er god til beklædningssyning, hvor du kan bruge den til sammensyning, kantning og evt. stikninger på dit tøj. Saba 120 er også god til håndsyning, fx hvis du vil sy en knap i eller lægge en kjole eller et par bukser op.
Ligesom en god kvalitet er vigtig ved valg af tråd til din symaskine, gør det sig også gældende med hensyn til tråden til din overlocker eller coverlocker. Vi er lagerførende i mange farver i mærkerne Toldi-Lock og Trojalock fra hhv. Gütermann og Amann. Det er en kvalitetssytråd på store spoler, såkaldte cones, der hver indeholder 2500 m. Vi er nogle af de billigste på markedet, og det er medhjælpende til, at du kan vælge dig de farver, som du bruger mest i din syning, uden at det er en stor økonomisk post.
Da 4 ruller tråd af hver farve er meget pladskrævende, kan det være en god idé at anskaffe sig 4 ruller af hver af de farver, som man bruger mest. For nogle syere er det måske sort, hvid og mellemblå, mens andre måske bruger beige, støvet rosa og bordeaux. Udover de farver, man kunne kalde sine basisfarver, kan det være en god idé at anskaffe sig 2 ruller af hver af de farver, som du bruger engang i mellem, eller som måske kan bruges til flere farver. Det kan være neutrale grå eller beige farver, eller du kan vælge nogle, som giver en spændende farveeffekt. Det kunne også være som en flot rullesøm på din nye dug, eller din nye sommernederdel. Ved sammensyninger ses den venstre nåletråd mest, så det vil være vigtig at den matcher stoffet. Her kan du evt bruge din sytråd, hvis den passer pænt i farven. Din almindelige sytråd kan også udgøre den højre nåletråd, da trådforbruget i disse ikke er lige så stort som forbruget i griberne. De vigtigste steder at tråden matcher stoffet, er som sagt venstre nåletråd samt i overgriberen. De andre steder kan det sagtens være nogle toner ved siden af, og ellers brug en neutral farve.
Vi fører også nogle farver af specialtråden Amann Mettler Seraflocktråd. Det er en elastisk polyestertråd, som er suveræn at bruge i undergriberne, når du syer fx gymnastik-, bade- og undertøj. Det vil også være godt at bruge i sømmene til baby- og børnetøj. Det giver en dejlig blød og elastisk søm.
Der er som sagt flere muligheder for at sy en holdbar og behagelig søm, hvad enten du bruger den almindelige overlocktråd eller Seraflocktråden. Er du i tvivl, eller mangler du gode idéer, kan du som altid kontakte os for et godt råd.
Endelig en elastik sytråd til din symaskine. Nu er den her endeligt, den elastiske sytråd som gør at du kan sy langt de fleste sømme med en almindelig ligeud-søm. Vi er lagerførende i mange farver. Seraflex er den perfekte sytråd til elastiske sømme i strækbare stoffer. Seraflex sytråden kan strække sig op til 65 %, og det er stræk nok til mange syopgaver. Det kan fx en være en halsudskæring eller forneden på en t-shirt. I det hele taget kan sytråden bruges til langt de fleste syopgaver indenfor outdoor beklædning, sportstøj, nattøj, lingeri og undertøj. For at opnå den elastiske effekt er det vigtigt at Seraflex både bruges i nåletråden samt i undertråden, altså på spolen. Trådspændingen på overtråden skal muligvis løsnes lidt, men lav en syprøve først. Seraflex sytråden er kun beregnet til brug i symaskiner. Da sytråden højst sandsynligt kun vil blive brugt i strækbare stoffer, er det særdeles vigtigt at huske på, at din symaskinenål passer til dit stof. Altså jerseynåle til strikstoffer og stretchnåle til stoffer med Lycra, Spantex eller elastan i. Sytråden tåler at blive vasket ved 60 grader, samt middelvarme hvis den tørretumbles, og op til 200 grader altså 3 prikker, hvis du stryger på tråden.
Hos Frank Toyota fører vi også ekstra stærke og kraftige sytråde. Vi har valgt at føre den kraftige kvalitetstråd fra Gütermann, da den er én af de bedste på markedet. Derudover fører vi Amanns kraftige Serabond, som er vejrbestandig og derfor ikke nedbrydes af hverken UV-stråling, fugt, sur regn eller luftbårne stoffer eller ozon, nitrogenoxid eller snavs. Tråden bruges blandt andet til syning af sejl, telte, markiser, bådovertræk eller som sytråd til presenninger m.m.
Gütermanns ekstra stærke sytråd har tykkelse no. 40, og hver trådrulle indeholder 100 m. Sytråden opfylder kravene til brug i sømme, der er udsat for kraftig brug og slid. Det være sig som tråd til fx tasker, forskellige former for covers – måske til din computer eller tablet. Det vil være den perfekte tråd til syning og reparation af arbejdsbukser og jeans. Det vil også være tråden, du kan vælge hvis stikningen på din lædertaske eller rygsæk er gået op og skal repareres. Her er tale om en virkelig holdbar sytråd i 100 % polyester, der kan holde til at blive udsat for lidt af hvert.
Som alle andre tråde, kræver det den korrekte symaskinenål, der samtidig også er tilpasset det materiale, du ønsker at sy i. Til denne kraftige tråd anbefaler vi, at du bruger en nål størrelse 100-110. En universalnål vil kunne bruges i langt de fleste tilfælde, men syer du tykke stikninger i cowboystof eller canvas, anbefaler vi dog en jeansnål. I andre materialer vil en topstitch nål være den bedste løsning. Ved denne nåletype, vil du kunne gå ned i størrelse 90, da topstitch nålen er kendetegnet ved netop at have et ekstra stort hoved, der er beregnet til specialtråd. Ved syning i læder og skind, kan du bruge en lædernål str. 100.
Nogle kan have lidt udfordringer ved brug af specialtråd i deres symaskiner, men her vil det hjælpe at indstille trådspændingen. Hvad enten du vælger at bruge Gütermanns ekstra stærke og kraftige sytråd som overtråd, undertråd eller som begge tråde, vil du være hjulpet af at ændre din trådspænding. Hvis din symaskines trådspænding normalt står på 4, vil dét at ændre indstillingen til 6-7 gøre en mærkbar og pæn forskel på din søms udseende og holdbarhed.
Som en sjov og spændende effekt kan du bruge en kontrastfarve, når du syer dine knapper i. Det være sig enten i din frakke eller måske knapper hele vejen ned i en jeansnederdel. Når du bruger en kraftig og stærk sytråd, slipper du for at skulle igennem knappens huller mange gange. Ofte vil 2-3 gange være nok. Du kan naturligvis også reparere tasker og sømme i hånden, og her får du også glæde af den flotte og kraftige sytråd.
Serabond er den perfekte tråd, hvad enten du vil sy eller reparere noget til din båd, campingvogn, telt eller autocamper. Serabond vil også være et godt valg, hvis du vil sy nye havehynder til dine havemøbler. Den er også sytråden du kan bruge hvis du vil sy et legetelt til børnene eller et sejl til at spænde udover et område i haven eller på terrassen for at skabe skygge. Nu kan du sy eller reparere oversejlet eller forteltet med Serabond tråden, som kan holde til påvirkningerne både fra sliddet men også fra UV-stålingerne samt de andre påvirkninger fra vejr og vind.
Til brug i kraftige stoffer, som der oftest bruges til diverse udendørs / outdoor ting, anbefaler vi en jeansnål i størrelsen 100-110. Den har den styrke, der kræves til at gennemtrænge det kraftige stof, og dens øje er samtidig stort nok til den tykkere tråd glider let og ubesværet gennem nåleøjet.
Sulky maskinbroderitrådene er kendte og elskede for deres flotte udseende og kvalitet. Vi fører forskellige typer; metalbroderitråd og den smukke Rayon 40, som er en let skinnende tråd som både fås i en multifarvet samt en ensfarvet udgave. Nogle af farverne er at finde i vores webshop, mens det største udvalg er at finde i vores fysiske butik i Odense C.
Du kan både bruge de smukke tråde til din broderisymaskine, men også til at lave flotte sømme med din almindelige symaskine.
Vi forhandler også Gütermanns spoletråd, som er specielt beregnet til at bruge sammen med broderitrådene. De fås i farverne hvid og sort og i to størrelser: 500 m og 1000m.
Udvalget af sytilbehør, herunder sytråd, er et stort område. Vi vil gerne hjælpe dig, og du er som altid velkommen til at kontakte os. Vi kan træffes i vores store butik i Odense C med gratis parkering i gården bagved butikken. Vil du hellere ringe eller skrive til os, er du også meget velkommen til det.